Biden underskriver aftale om gældsloft og afværger krise

    USA’s præsident, Joe Biden, har lørdag sat sin underskrift på en aftale om at suspendere det amerikanske gældsloft.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Det betyder, at aftalen nu formelt er vedtaget.

    Aftalen betyder, at det amerikanske gældsloft på 31.400 milliarder dollar bliver suspenderet frem til 1. januar 2025.

    Aftalen blev tidligere på ugen godkendt af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, og manglede dermed kun Bidens underskrift.

    Gældsloftet er en grænse for, hvor mange penge staten må skylde væk.

    Det amerikanske finansministerium havde forud for godkendelsen i Kongressen advaret om, at USA ville være ude af stand til at betale sine udgifter fra 5. juni, hvis Kongressen ikke tog affære.

    Det er dermed kun to dage inden deadline, at aftalen er blevet vedtaget.

    /ritzau/