To israelske soldater er blevet dræbt i en skudepisode på grænsen til Egypten lørdag.
Det meddeler Israels hær ifølge AFP.
– To israelske soldater – en mand og en kvinde – blev dræbt af skud tæt på grænsen, skriver hæren i en pressemeddelelse.
I samme område var der på israelsk territorie nogle timer senere en yderligere skududveksling, hvor en person med et våben blev dræbt. Det oplyser forsvaret ifølge mediet Times of Israel.
Det vides ikke, hvem der har taget del i skududvekslingen med Israels hær. Skududvekslingen omtales som en “sikkerhedshændelse”.
Hæren er ifølge Times of Israel ved at undersøge episoden.
Den israelsk-egyptiske grænse har i vidt omfang været fredelig siden en fredsaftale i 1979.
Der har dog nogle gange været skududvekslinger med narkosmuglere.
/ritzau/











