Der var bøvl med døren til det beskyttelsesrum, som en mor og hendes niårige datter forsøgte at komme ind i natten til torsdag, inden de mistede livet i et russisk missilangreb mod den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Det fortæller personer, der var vidner til hændelsen.
Sirenerne begyndte natten til torsdag at lyde i Kyiv op til det, som skulle være Ruslands 18. angreb mod hovedstaden på bare en måned, og beboere i Kyiv opfordredes til at søge mod beskyttelsesrum.
Men i den østlige del af hovedstaden i Desnjanskyj-distriktet var der problemer med et af beskyttelsesrummene.
Beboere har senere fortalt, at folk ikke kunne komme ind, fordi døren var lukket. Det står ikke umiddelbart klart hvorfor.
En beboer i Kyiv, Jaroslav Ryabtjuk, fortæller, at hans hustru og datter søgte mod beskyttelsesrummet, så snart Kyivs sirener begyndte at lyde.
– Luftsirenerne begyndte at hyle. Min hustru tog vores datter, og de løb til indgangen, fortæller han.
– Indgangen var lukket af, og der var måske allerede mellem fem og ti kvinder med børn. Ingen lukkede dem ind.
/ritzau/











