23-årig tiltales for at bruge håndholdt teleudstyr inden sammenstød

    En 18-årig kvinde døde i et frontalt sammenstød, og en anden bilist måtte hurtigt undvige og køre i rabatten, da en 23-årig mand pludseligt trak over i en vejbane med modkørende.

    Det viser anklageskriftet mod den 23-årige, som Ritzau har fået aktindsigt i.

    Ifølge anklagemyndigheden kørte den unge mand særligt hensynsløst, da han brugte håndholdt teleudstyr eller andet håndholdt kommunikationsudstyr under sin kørsel.

    Ulykken skete på Hillerødmotorvejens forlængelse syd for Helsinge 9. februar i år.

    Manden mødte den bilist, som nåede at undvige først. Derefter stødte han frontalt sammen med den 18-åriges bil.

    Da han brugte udstyret, var den 23-årige ikke opmærksom på at holde så langt så muligt til højre og førte sin bil over midten af vejen, står der i anklageskriftet.

    Derfor mener sagens anklager, at han har gjort sig skyldig i at forvolde fare for den første bilists liv.

    Han er tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder for sammenstødet med den 18-årige kvinde.

    Hvis man uagtsomt forvolder en andens død, straffes man med bøde eller fængsel op til fire måneder. Under særligt skærpende omstændigheder kan det straffes med fængsel i op til ti år.

    Særligt skærpende omstændigheder er for eksempel spirituskørsel, kørsel under påvirkning af narkotika eller særligt hensynsløs kørsel.

    Det fremgår også af anklageskriftet, at anklageren fra Nordsjællands Politi går efter en frihedsstraf.

    Ud over en frihedsstraf vil anklagemyndigheden også have den 23-årige frakendt retten til at køre motordrevne køretøjer, som kræver kørekort, hvis de er større end en lille knallert.

    Frakendelsens varighed skal retten bestemme, lyder det i anklageskriftet.

    Da manden blev fremstillet i grundlovsforhør i februar, nægtede han sig skyldig.

    Retten i Helsingør skal behandle sagen 20. juni.

    /ritzau/