Syv mennesker er i Tyskland blevet anholdt og mistænkes for at have indsamlet penge til Islamisk Stat (IS).
Det oplyser den føderale tyske anklagemyndighed.
Anklagemyndigheden mener, at de syv mennesker er del af “et internationalt netværk, der har støttet Islamisk Stats terroristaktiviteter i Syrien igennem økonomiske donationer”.
Midlerne er angiveligt blevet anvendt til at støtte tilbageholdte IS-medlemmer i lejre i det nordlige Syrien. I nogle tilfælde menes penge at være blevet brugt til at finansiere IS-medlemmers flugt.
Netværket menes ifølge anklagerne at have indsamlet mindst 65.000 euro. Det svarer til omkring 485.000 kroner.
Siden begyndelsen af 2020 har gruppen brugt det sociale medie Telegram til at bede om donationer, hævder anklagerne.
I netværket er der mellemmænd, som har indsamlet pengene og oprettet konti til donationerne.
Herfra er penge blevet overført videre til IS-medlemmer i Syrien eller til yderligere mellemmænd.
Over 1000 betjente tog del i eftersøgninger på over 90 ejendomme på tværs af Tyskland onsdag.
De anholdte er fire tyskere, en tysk-marokkaner, en person fra Kosovo og en tyrkisk statsborger.
/ritzau/AFP











