Medicinalindustrien holder hjulene i gang i dansk økonomi

    Dansk økonomi bliver ved med at vokse, selv om frygten for en krise for længst har meldt sig.

    Det viser tal fra Danmark Statistik onsdag morgen.

    Bruttonationalproduktet (bnp) voksede med 0,2 procent i første kvartal, når der korrigeres for sæsonudsving.

    Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.

    Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

    Væksten er særligt drevet af fremgang inden for medicinalindustrien, fremgår det.

    Udviklingen i dansk økonomi beviser, at den står et solidt sted lige nu. Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

    – Trods udfordringer bliver økonomien ved med at overgå sig selv.

    – Flere andre nøgletal i økonomien viser ligeledes gode momenter med beskæftigelsen, som fortsat slår nye rekorder, skriver han i en kommentar.

    /ritzau/