Antallet af ledige stiger marginalt i april

    Fra marts til april steg antallet af ledige med 100 på det danske arbejdsmarked. Dermed var der i alt 81.800 ledige, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Procenten af ledige har dermed ligget uændret på 2,8 procent af arbejdsstyrken for de første fire måneder af 2023, meddeler Danmarks Statistik.

    Den marginale stigning fra marts til april skyldes 300 færre aktiverede ledige og 400 flere ikke-aktiverede ledige.

    – Det er virkelig positivt, at arbejdsløsheden er så begrænset, som den er. Det vinder både den enkelte og samfundet på. Samtidig kommer de fleste arbejdsløse endda hurtigt tilbage i arbejde, siger Sofie Holme Andersen, cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i en skriftlig kommentar.

    – Arbejdsløsheden har nu stabiliseret sig på et meget lavt niveau. Når man holder arbejdsløsheden op imod arbejdsstyrkens størrelse, har den kun været lavere to gange før i nyere tid. Det var op mod finanskrisen i 2008 og sidste år, siger hun.

    /ritzau/