Stram økonomi får EL til at afholde årsmøde digitalt hvert andet år

    Det er dyrt at være fattig, siges det.

    Enhedslisten oplever lige nu, hvad det vil sige, når man går markant tilbage ved et folketingsvalg, og man samtidig ikke har haft helt styr på sin økonomi.

    Det har søndag fået partiets medlemmer til at vedtage markante ændringer ved årsmødet i Hafnia-Hallen i København. Det er sket efter en heftig debat, hvor der er blevet sagt bidske ord fra talerstolen.

    Blandt andet skal hvert andet årsmøde fra og med næste år afholdes digitalt, hvilket Enhedslistens hovedbestyrelse har foreslået.

    – Når vi lægger op til, at årsmødet 2024 afholdes digitalt, så er det ikke for at stække demokratiet, eller fordi det ikke er sundt og godt for partiet, at vi tager diskussionerne ansigt til ansigt.

    – Det er for at finde midler til, at der er råd til at udføre kampagner, aktiviteter og initiativer, siger Frederikke Hellemann fra Enhedslistens hovedbestyrelse.

    Et ændringsforslag ved årsmødet, der foreslog, at årsmøderne også fremover skulle afholdes fysisk hvert år, blev forkastet.

    121 stemte for ændringsforslaget, mens 149 stemte imod, og således skal medlemmerne af Enhedslisten næste år afholde et digitalt årsmøde.

    Hovedbestyrelsens økonomigruppe havde vurderet, at det ville koste 800.000 kroner, hvis årsmødet også skulle afholdes fysisk næste år.

    /ritzau/