Medier: Hundredvis af tyske embedsmænd må forlade Rusland

    Hundredvis af tyske embedsmænd må forlade Rusland på anmodning fra den russiske regering.

    Det skriver det tyske medie Süddeutsche Zeitung lørdag.

    Rusland besluttede i april at indføre en grænse for antallet af ansatte på tyske diplomatiske missioner.

    Også visse kultur- og uddannelsesinstitutioner med tilknytning til den tyske regering rammes.

    Grænsen er et modsvar på tyske udvisninger af russiske diplomater.

    – Denne grænse, som Rusland har fastsat fra begyndelse af juni, kræver en meget stor nedskæring af vores tilstedeværelse i Rusland, meddeler Tysklands udenrigsministerium ifølge Süddeutsche Zeitung.

    Ifølge mediet vil et lavt til mellemhøjt trecifret antal diplomater blive påvirket.

    Især vil det dog ramme den tyske skole i Moskva og et større antal ansatte på Goethe-Instituttet. Det er den tyske regerings kulturorganisation, der arbejder globalt.

    En tysk regeringskilde har bekræftet til nyhedsbureauet AFP, at hundredvis af tyskere må forlade Rusland.

    /ritzau/dpa