Regeringen og regionerne indgår aftale om næste års økonomi

    Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om regionernes økonomi for 2024 fredag aften.

    Aftalen løfter den økonomiske ramme for sundhedsområdet med 1,35 milliarder kroner i 2024.

    Det skriver Finansministeriet på sin hjemmeside.

    Det er også aftalt, at regionerne skal nedbringe deres udgifter til administration.

    Det fremgår, at regionerne skal nedbringe udgifter til administration med 0,3 milliarder kroner i 2024.

    De frigjorte midler skal anvendes til rammer for løn- og arbejdsvilkår, der skal hjælpe med at fastholde flere medarbejdere i den offentlige velfærd.

    Derudover er der prioriteret 232 millioner samlet for 2024 og 2025 til et samlet dobbeltdiagnosetilbud og omlægning af særlige pladser.

    – Jeg er glad for, at vi har en aftale, som giver os mulighed for at udvikle vores sundhedsvæsen.

    – Aftalen kommer oveni de fem milliarder kroner som regeringen afsatte til den store sundhedspakke og kræftplan, der blev præsenteret for nylig, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i meddelelsen.

    /ritzau/