Fredag eftermiddag sikrede Clara Tauson sig adgang til French Open, og tidligt fredag aften står det klart, hvem hun skal møde i første runde.
Den danske tennisspiller skal ifølge grand slam-turneringens hjemmeside dyste mod Aliaksandra Sasnovich.
Den 29-årige tennisspiller fra Belarus er placeret som nummer 50 på verdensranglisten. I 2022 var hun oppe på sin hidtil bedste placering som nummer 29 i verden.
Clara Tauson er placeret som nummer 126 på den liste, efter at hun både i år og sidste år har været sat tilbage af skader.
Den 20-årige dansker har tidligere været oppe som nummer 33 i verden og er altså ved at bevæge sig tilbage mod toppen af international tennis.
Hun har skaffet sig en billet til French Opens hovedturnering ved at vinde tre kvalifikationskampe.
Fredag snuppede hun den afgørende sejr i sin kamp mod svenske Mirjam Björklund. De to diskede op med lidt af en maratonkamp, der varede tre timer.
I første runde af kvalifikationen vandt Tauson over britiske Katie Swan, og i anden runde blev kroatiske Petra Marcinko elimineret.
/ritzau/











