Tina Turner var en “dynamo af stemme og en kvinde med god sans for den gode musik”.
Det siger radio- og tv-vært Jørgen de Mylius, efter at det er kommet frem, at den amerikanske sangstjerne er død i en alder af 83 år.
– Jeg elsker at høre Tina Turner synge. Det kommer jeg aldrig til at holde op med.
– Hun elskede rythm’n’ blues, som hun var født ind i, og som hun havde med helt fra barndommen. Det var det, der fyldte hendes musikalske hjerte, siger han.
Ifølge Jørgen de Mylius har Tina Turner betydet meget for musikken – og især for kvindelige kunstnere i musikbranchen.
Da hun fik sit musikalske gennembrud var musikbranchen i høj grad en mandsdomineret verden, forklarer han.
Men Tina Turner formåede altså at slå igennem ved at “kunne det der”, ved at ville det og ved at nægte at give op.
– For mig er hun simpelthen den kvindelige Little Richard. Der var ikke så mange, der sang rock’n’roll, som hun kunne – det var “unbelievable”, siger Jørgen de Mylius.
/ritzau/











