Der kører ingen tog mellem Køge, Næstved og Nykøbing Falster på grund af problemer med det nye signalsystem.
Det skriver DSB tirsdag aften i en besked om trafikændringer på sin hjemmeside.
Det drejer sig om Københavns Hovedbanegård til Næstved via Køge, Københavns Hovedbanegård til Køge Nord og til Ringsted og Næstved til Nykøbing Falster.
Der er bestilt togbusser til strækningerne, men det vides endnu ikke, hvornår de er fremme, fremgår det af beskeden.
Også Banedanmark, der står for signalsystemerne, har skrevet på det sociale medie Twitter, at der er problemer med signalsystemet.
– Vi arbejder på at løse problemet og melder ud, når vi har en prognose, lyder det.
/ritzau/











