Det russiske statsejede energiselskab Gazprom havde i 2022 et fald i overskuddet efter skat på over 40 procent.
Mere præcist tjente selskabet omkring 108 milliarder danske kroner, oplyser Gazprom tirsdag.
Gazprom forklarer det mindskede overskud med skattestigninger i andet halvår af 2022.
Vesten indførte sidste år sanktioner mod Rusland og statslige selskaber. Gas er dog ikke blevet direkte sanktioneret.
Men selskabet halverede næsten sin eksportvolumen til 101 milliarder kubikmeter sidste år.
Aktier i selskabet er faldet med omkring fire procent.
Det er blandt andet sket, efter at bestyrelsen har besluttet at droppe at udbetale helårligt udbytte.
Gazprom udbetalte dog allerede i 2022 et halvårligt udbytte på svimlende 103 milliarder kroner med dagens kurs.
Det var den højeste samlede udbytteudbetaling i russisk historie.
ritzau/Reuters











