Fire kommer til skade i trafiksammenstød ved Slangerup

    To personbiler er stødt frontalt sammen på Frederiksborgvej nord for Slangerup på Sjælland søndag eftermiddag.

    Det fortæller Christian Illum, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

    I alt er fire personer kommet til skade i forbindelse med ulykken.

    Der er tale om en ulykke, som er sket, da en sydkørende bil har overset en modkørende bil i forbindelse med et venstresving, fortæller vagtchefen.

    En kvindelig chauffør i den sydkørende bil og et barn og en kvinde i den anden bil er blevet kørt til Rigshospitalet.

    Den mandlige chauffør i den anden bil er også kørt på skadestuen. Han har kun mindre skader.

    Vagtchefen oplyser, at ingen af de involverede er i kritisk tilstand.

    Ulykken blev anmeldt til politiet klokken 14.11 søndag.

    Nordsjællands Politi har arbejdet på stedet søndag eftermiddag, og i den forbindelse har vejen været helt spærret.

    Men omkring klokken 17.30 søndag er det vagtchefens forventning, at man snart kan ophæve afspærringen.

    /ritzau/