Den ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, fik i 2018 besked om, at der var risiko for “uopdagede fejl” i bankens inkassoafdeling.
Det skriver TV 2 på baggrund af interne dokumenter, som mediet er besiddelse af.
Advarselsflaget kom ifølge mediet fra en intern undersøgelse, som i 2014 pegede på mulige fejl i bankens gældsafdeling. I 2018 var problemerne stadig ikke løst.
Tidligere i maj har TV 2 og Berlingske afdækket, at flere storbanker – herunder Jyske Bank – i flere år har inddrevet gæld fra dårlige betalere i strid med reglerne. Det skyldes en række fejl i bankernes inddrivelsessystemer.
Jyske Banks interne revisionsrapporte burde have været en øjenåbner for ledelsen. Det mener Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
– Det er min vurdering, at hvis ledelsen havde taget de her advarsler alvorligt dengang og iværksat en større undersøgelse, så ville den have fået blotlagt, om de typer af fejl, vi ser i dag, var udbredt i banken, siger han til TV 2.
Han understreger dog, at revisionsrapporterne fra 2018 ikke peger på de samme fejl, som har været skyld i Jyske Banks fejlfyldte gældsinddrivelse.
/ritzau/











