Den hostelbrand, der natten til tirsdag lokal tid dræbte seks personer i New Zealand, betragtes af myndighederne som “mistænkelig”.
Det siger politiinspektøren Dion Bennett i en udtalelse onsdag.
I samme ombæring afslører han, at der to timer før dødsbranden var opstået brand i en sofa indeni bygningen.
– Som en del af vores efterforskning vil vi forsøge at bekræfte en mulig forbindelse mellem den sofabrand og den efterfølgende dødelige brand, siger han.
Branden brød ifølge politiet ud på den øverste etage af hostellet Loafers Lodge i landets hovedstad, Wellington, omkring midnat.
New Zealands premierminister, Chris Hipkins, sagde efterfølgende i et newzealandsk morgenprogram, at seks var bekræftet døde, og at politiet forventede, at dødstallet er mindre end ti.
/ritzau/AFP











