Regeringen afblæser ikke endeligt den økonomiske krise, men afmatningen forventes i år at blive mildere, end man tidligere har frygtet.
Det fremgår af regeringens økonomiske redegørelse, der skal præsenteres onsdag formiddag. Det erfarer Ritzau.
– Inflationen er på vej ned, og der er sket en bedring i tillidsindikatorerne fra det lavpunkt, som blev nået sidste efterår, lyder det i redegørelsen.
– Hovedscenariet er en blød landing, hvor den økonomiske aktivitet gradvist kommer tættere på det strukturelle niveau, som er foreneligt med en stabil pris- og lønudvikling.
Regeringen forventer en vækst i bruttonationalproduktet (bnp) på 0,6 procent i år.
Så sent som i marts forventede den en vækst på 0,2 procent i 2023.
Til sammenlignede voksede bnp med 3,6 procent sidste år.
/ritzau/











