Rudy Giuliani sagsøgt for tvangsoralsex under telefonopkald

    Rudy Giuliani, forhenværende personlig advokat for USA’s tidligere præsident Donald Trump, er blevet sagsøgt af en tidligere kollega for seksuelt misbrug og chikane.

    Søgsmålet er indgivet ved en domstol i millionbyen New York City, hvor Giuliani desuden er tidligere borgmester.

    Anklagerne kommer fra Noelle Dunphy, som begyndte at arbejde som forretningsdirektør for Giuliani i 2019, hvor det seksuelle misbrug skulle have fået sin start næsten på første arbejdsdag.

    – Han gjorde det soleklart, at det at tilfredsstille hans seksuelle krav – som kunne opstå stort set når som helst, hvor som helst – var en afgørende betingelse for hendes ansættelse og hans juridiske repræsentation, lyder det i søgsmålet.

    Søgsmålet anklager Giuliani, som i dag er 78 år gammel, for at manipulere Dunphy til “mod hendes vilje” at give ham oralsex i hans lejlighed.

    Søgsmålet påstår også, at Giuliani “ofte krævede, at hun (Noelle Dunphy, red.) arbejdede nøgen, i bikini eller i korte shorts med USA’s flag, som han havde købt til hende”.

    Donald Trumps tidligere advokat skulle desuden “ofte have afkrævet hende oralsex, mens han havde sin telefon på højttaler under samtaler med højtprofilerede venner og klienter, heriblandt daværende præsident Donald Trump”.

    Giuliani nægter samtlige af anklagerne.

    /ritzau/AFP