De Amerikanske Jomfruøer har stævnet Tesla- og SpaceX-ejer Elon Musk i et søgsmål mod JPMorgan Chase.
Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af retsdokumenter i en verserende sag mod finans- og bankkoncernen.
Søgsmålet mod JPMorgan Chase drejer sig om den berømte misbrugssag fra Little St. James Island, en privat ø, der var ejet af den nu afdøde rigmand Jeffrey Epstein.
De Amerikanske Jomfruøer hævder ifølge retsdokumenterne, at JPMorgan Chase burde have været opmærksomme på, at der foregik misbrug på øen. Det er blandt andet, fordi en tidligere topchef i banken ifølge søgsmålet skulle have haft en relation til Jeffrey Epstein.
Elon Musk er blevet stævnet i sagen og dermed pålagt at udlevere alt kommunikation, der er foregået mellem ham og JPMorgan Chase samt ham og Jeffrey Epstein.
/ritzau/











