Microsoft har fået grønt lys af EU til at overtage spilvirksomheden Activision Blizzard for 69 milliarder dollar. Det svarer til godt 473 milliarder kroner.
Det skriver en række nyhedsbureauer mandag.
Spilkoncernen står bag spil som Call of Duty, World of Warcraft og Candy Crush.
Myndigheder i flere lande har indtil videre været skeptiske, fordi de mener, at opkøbet kan skade konkurrencen på spilmarkedet.
Købet afhænger dermed fortsat af, at Microsoft får de nødvendige godkendelser i eksempelvis USA og Storbritannien, rapporterer Reuters og AFP.
De britiske konkurrencemyndigheder mener, at købet vil skade konkurrencen mellem Microsofts Xbox-konsol og konkurrenten Sonys PlayStation.
Det frygtes, at Microsoft vil begrænse visse spiltitler til udelukkende at være tilgængelige på Xbox-konsollen, som Microsoft selv står bag.
Men Microsoft har nu lovet EU-Kommissionen, som tager stilling til konkurrencesager, at selskabet vil gøre spillene tilgængelige på alle konsoller, skriver nyhedsbureauerne.
/ritzau/











