To mænd får henholdsvis 11 og 9 års fængsel i en sag om et større lager af våben i Ballerup.
Det oplyser Rasmus von Stamm, som er specialanklager hos National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
En 23-årig mand fik 11 års fængsel, og en 26-årig mand fik 9 års fængsel.
Dommen blev afsagt af Retten i Glostrup mandag, og begge mænd blev dømt for det, som de var tiltalt for.
Ifølge Rasmus von Stamm har begge mænd anket deres dom til landsretten.
Mændene opbevarede blandt andet seks pistoler, en revolver og en maskinpistol i en lejlighed i Ballerup.
Der er allerede to andre dømte i sagen. En 27-årig kvinde tilstod sin rolle i sagen i starten af april, hvor hun blev idømt 10 års fængsel.
En 32-årig mand har også tidligere tilstået sin rolle i sagen. Det fik han også 10 års fængsel for.
Foruden våben mener NSK, at de to mænd, som blev dømt mandag, har været i besiddelse af mindst syv kilo kokain.
/ritzau/











