Ny melding: Rystelser på Bornholm kom fra atmosfæren

    De rystelser, der blev oplevet på Bornholm i weekenden, skyldtes ikke jordskælv, men trykbølger fra en ukendt hændelse i atmosfæren.

    Det oplyser Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, i en pressemeddelelse mandag.

    – Den 14. maj om morgenen konstaterer seismologer i Geus efter grundige undersøgelser af registreringerne, at de registrerede rystelser på Bornholm ikke skyldes jordskælv, men højst sandsynligt akustiske trykbølger fra en eller flere hændelser et sted i atmosfæren, står der i pressemeddelelsen.

    – Det er dog ikke muligt for forskerne at konkludere, hvad der har produceret de kraftige trykbølger, lyder det videre.

    /ritzau/