Erdogan får under 50 procent: Anden valgrunde er sandsynlig

    Ved optællingen af stemmer efter Tyrkiets præsidentvalg er præsident Recep Tayyip Erdogan kommet under 50 procent. Det er sket, efter at godt 90 procent af stemmerne er talt op søndag aften.

    Det viser en opgørelse fra det statslige nyhedsbureau Anadolu.

    Her lyder det, at Erdogan har fået 49,86 procent mod 44,38 procent til oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu.

    Derfor skal der med al sandsynlighed en anden valgrunde til 28. maj mellem ham og Kilicdaroglu for at få udpeget præsidenten for de næste fem år.

    For at blive præsident skal en af kandidaterne have mindst 50 procent af stemmerne plus en stemme. Ellers går valget videre til en anden runde, hvor befolkningen i Tyrkiet vil skulle vælge mellem de to kandidater, der fik flest stemmer i den første runde.

    Erdogan har gradvist hen over aftenen mistet det store forspring, han havde, siden de første stemmer blev talt op sidst på eftermiddagen.

    Oppositionen har aftenen igennem klaget over, at der blev frigivet urigtige tal fra optællingen. Men der er tilsyneladende ikke fremlagt dokumentation for påstanden.

    Kilicdaroglu fra Det Republikanske Folkeparti, der er præsidentkandidat for seks oppositionspartier, beder sine tilhængere om at være på tæerne resten af natten.

    – Folkens, vi vil ikke sove i nat, skriver han på Twitter.

    En talsmand for Erdogan, Ömer Celik, afviser ifølge dpa oppositionens påstand om, at nyhedsbureauet Anadolu har manipuleret med tallene.

    Optællingen er “transparent”, og “der er ingen grund til panik”.

    Mathias Findalen, der er historiker og forfatter til bogen “Det Tyrkiet der splitter”, sagde tidligere søndag aften, at de foreløbige valgresultater skulle tages med et gran salt.

    – Der bliver spinnet så sindssygt meget på tallene. Vi skal vente til mandag med at vurdere resultatet, siger han og tilføjer:

    – Når de store byer som Istanbul og Ankara er blevet talt endeligt op, vil der tegne sig et tydeligere billede, for de byer vil være helt afgørende.

    Det skyldes, at Findalen forventer, at der vil være omtællinger i flere byer.

    /ritzau/