33 civile blev torsdag dræbt i et angreb i det vestlige Burkina Faso.
Det har guvernøren i regionen Boucle du Mouhoun, Babo Pierre Bassinga, oplyst lørdag.
– Torsdag aften 11. maj omkring klokken 17.00 blev landsbyen Youlou i Mouhoun-provinsen udsat for et kujonagtigt og barbarisk terrorangreb, siger Babo Pierre Bassinga i en udtalelse.
Angrebet kommer efter, at 136 mennesker ifølge ngo’en Kollektivet mod Straffrihed og Stigmatisering af Lokalsamfund (CISC) blev dræbt i et angreb af en gruppe mænd klædt i militæruniformer i april.
Burkina Fasos militær kæmper mod islamistiske oprørsgrupper med forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat.
Grupperne har siden 2015 stået bag angreb i Burkina Faso, efter at de trængte over grænsen fra nabolandet Mali.
Siden er over 10.000 civile og soldater blevet dræbt, lyder en vurdering fra ngo’er i landet. Omkring to millioner mennesker er sendt på flugt fra urolighederne.
/ritzau/AFP











