Medie: Fire russiske luftfartøjer blev skudt ned nær Ukraine

    Det russiske nyhedsmedie Kommersant skriver, at to russiske kampfly samt to militærhelikoptere lørdag blev skudt ned tæt på den ukrainske grænse.

    Historien kommer, efter at det statslige nyhedsbureau Tass tidligere lørdag skrev, at et Su-34 bombefly samt en militærhelikopter var styrtet ned nær grænsen.

    På det tidspunkt blev der ikke meldt noget om det ene yderligere kampfly eller den anden helikopter – eller at de var blevet skudt ned.

    Nedskydningen skulle angiveligt være sket i Brjanskaja-regionen, der grænser op til det nordøstlige Ukraine.

    Ingen har taget ansvar for hændelsen, lige som mediet heller ikke melder noget om, hvem der skulle have udført nedskydningen.

    Ifølge Kommersant er besætningerne på alle fire luftfartøjer omkommet.

    – Ifølge de indledende informationer … skulle militærflyene udføre et missil- og bombeangreb i Ukraines Tjernihiv-region, og helikopterne var med som opbakning, blandt andet for at samle Su-besætningsmedlemmerne op, hvis de blev skudt ned, skriver mediet.

    De to nye luftfartøjer, som bliver nævnt, er et Su-35 kampfly og endnu en helikopter af typen Mi-8.

    /ritzau/Reuters