Haribo tilbagekalder slikprodukter efter fund af metalpartikler

    Slikproducenten Haribo tilbagekalder udvalgte partier af produkter på grund af risiko for fremmedlegemer i emballagen.

    Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

    Tilbagekaldelsen omfatter i alt 21 specifikke partier af forskellige produkter, herunder Matador Mix, Click Mix og Stjerne Mix.

    Indtagelse af produkterne frarådes kraftigt, da man har identificeret en forurening med små metalpartikler.

    – Hos Haribo er fødevarekvalitet og sikkerhed vores topprioritet. Vi arbejder derfor tæt sammen med danske fødevaremyndigheder for at træffe de relevante markedsforanstaltninger, skriver Haribo i meddelelsen.

    Årsagen til de små metalpartikler er fundet, og virksomheden har foretaget foranstaltninger internt for at undgå en lignende sag i fremtiden, lyder det.

    Den enkelte forbruger kan returnere de produkter, der er berørt af tilbagekaldelsen, til det sted, varen er købt.

    Tilbagekaldelsen gælder kun produkter med bestemte bedst før- datoer eller batchnumre, der er trykt på venstre side af slikposernes bagside.

    Alle produkter, der er omfattet, har sidste anvendelsesdato i perioden fra 31. december 2023 til 31. maj 2024. Ingen andre produkter er berørt.

    Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Haribo, men det har ikke været muligt.

    /ritzau/