Der kom yderligere 253.000 personer i job på det amerikanske arbejdsmarked i april, når man ser bort fra landbruget, hvor det er sæsonbetinget.
Det oplyser USA’s kontor for beskæftigelsesstatistik.
Det er lidt flere end måneden før. Først lød det, at 236.000 personer kom i arbejde i marts. Det er siden blevet korrigeret til 165.000.
Samtidig viser tallene, at ledigheden faldt fra 3,5 procent til 3,4 procent i april.
Jobskabelsen i USA overrasker Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank. Ifølge ham har ledigheden i USA ikke været lavere siden 1969.
– Det er dagens store overraskelse. Der var ventet en lille stigning, men den falder. Og altså til det laveste i mere end 50 år. Vildt, skriver han.
Også Kim Blindbæk, der er seniorøkonom i Sydbank, mener, at dagens tal vidner om en stærk fremgang på det amerikanske arbejdsmarked.
– Det er en høj jobskabelse, og det vidner om, at der fortsat er gang i den amerikanske økonomi, skriver han i en kommentar.
Men selv om jobskabelsen i USA i april er på et højere niveau end forventet, er den stadig på et lavere niveau end tidligere.
I januar blev der eksempelvis skabt over 500.000 nye job på det amerikanske arbejdsmarked.
Det er dog ikke en ubetinget dårlig ting, at noget af tempoet er taget ud af den amerikanske jobskabelse, påpeger Jeppe Juul Borre.
– Det dæmper bekymringen for en overnormal fart i den amerikanske økonomi. Det ville risikere at sætte nyt skub i inflationen og tvinge centralbanken til flere renteforhøjelser, skriver han.
Han vurderer dog samtidig, at det ikke er usandsynligt, at den amerikanske centralbank ender der.
Fra dansk side holdes der ekstra godt øje med, hvordan det går i USA, da Danmark eksporterer mange varer til amerikanske forbrugere.
Derudover kan det også have betydning for de danske boligejere.
Det skyldes, at udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked har indflydelse på den amerikanske centralbanks beslutning om, hvorvidt renten skal hæves.
Renten i USA har en afsmittende effekt på renten på boliglån i Danmark.
Onsdag besluttede USA’s centralbank, Federal Reserve, at hæve renten med 0,25 procentpoint til et interval på 5,0 til 5,25 procent.
/ritzau/









