Et olieraffinaderi i det sydlige Rusland nær Sortehavet er blevet udsat for et droneangreb, oplyser de russiske myndigheder fredag morgen.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Angrebet har medført en brand på et 60 kvadratmeter stort område på olieraffinaderiets territorium, fortæller en beredskabskilde.
Ifølge de foreløbige oplysninger fra myndighederne er ingen omkommet eller kommet til skade i angrebet.
Det er anden gang på to dage, at russiske myndigheder melder om et droneangreb på raffinaderiet. Det ligger nær havnebyen Novorossijsk.
Natten til torsdag blev raffinaderiet angiveligt også angrebet. Her brød et dieselreservoir i brand. Ingen omkom eller kom til skade i den forbindelse.
De russiske myndigheder har endnu ikke sagt noget om, hvem de mener står bag de formodede droneangreb.
Onsdag beskyldte Rusland til gengæld Ukraine for at stå bag et droneangreb, der var rettet mod Kreml i Ruslands hovedstad, Moskva.
Rusland mener, at Ukraine forsøgte at slå præsident Vladimir Putin ihjel.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har efterfølgende afvist anklagerne.
/ritzau/











