Rusland har natten til torsdag igen sendt en stribe af droner mod Ukraine.
Det oplyser det ukrainske luftvåben torsdag morgen på kommunikationstjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.
Der var angiveligt tale om i alt 24 droner. Ukraine lykkedes med at nedskyde 18 af dronerne, oplyser luftvåbnet.
Ingen af dronerne ramte hovedstaden Kyiv, som var et af målene.
Det siger Serhij Popko, der leder den militære administration i byen.
– Alle fjendtlige missiler og droner blev ødelagt over Kyiv af luftforsvarsstyrkerne, siger han ifølge AFP.
Han tilføjer, at det er tredje nat med angreb siden begyndelsen af maj.
– Vores by har ikke oplevet en lignende intensitet af angreb siden begyndelsen af året, lyder det fra Serhij Popko.
De russiske angreb natten til torsdag sker, dagen efter at Rusland anklagede Ukraine for at stå bag et droneangreb ved præsidentpaladset i Moskva.
Ifølge Rusland var der tale om en planlagt terroraktion og et attentatforsøg på den russiske præsident, Vladimir Putin.
Ukraine har afvist de russiske påstande.
– Vi angriber ikke Putin eller Moskva. Vi kæmper på vores eget territorium, sagde den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj onsdag.
/ritzau/