Energihandelsselskab femdoblede overskud på uroligt marked

    Energihandelsvirksomheden Danske Commodities oplevede næsten en femdobling af overskuddet under sidste års store markedsuro.

    Det viser selskabets årsregnskab for 2022.

    Selskabet endte med et resultat for året efter skat på cirka 10,9 milliarder kroner. I 2021 landede det på 2,3 milliarder kroner.

    2022 bød på store udsving i energipriserne særligt på grund af Ruslands invasion af Ukraine.

    De store udsving har betydet, at selskaber, der tjener penge på at handle el og gas på tværs af landegrænser, i nogle tilfælde har kunnet hente store gevinster.

    – Indtægterne blev drevet af ekstrem markedsvolatilitet og høje priser, skriver Danske Commodities på sin hjemmeside om sit regnskab.

    Både 2021- og 2022-overskuddet ligger markant over niveauet årene forinden.

    I 2023 forventer selskabet et mere normalt marked og prisniveau.

    Her forventes et bruttooverskud på mellem 2,2 milliarder kroner og 5,2 milliarder kroner.

    Danske Commodities har hørt under den norske energigigant Equinor siden 2019.

    Administrerende direktør for Danske Commodities Helle Østergaard Kristiansen mener, at det kom selskabet til gavn sidste år.

    – Med opbakning fra Equinor havde vi den nødvendige kapital til på robust vis at deltage i markedet, og jeg er stolt over, at vi som selskab hjalp med at bringe balance og likviditet til de europæiske energimarkeder i et turbulent år, siger hun i en meddelelse.

    Selskabet har hovedsæde i Aarhus og er til stede på over 40 markeder, blandt andet Australien, USA og store europæiske markeder.

    /ritzau/