IBM-direktør vil erstatte 7800 ansatte med kunstig intelligens

    Eksamensopgaver, hjælp til kodning og perfekt imitation af internationale sangstjerner.

    Kunstig intelligens kan meget, men kan det også udføre dit arbejde?

    Ja, er svaret i hvert fald for en lang række medarbejdere i den amerikanske teknologigigant IBM.

    I hvert fald hvis man spørger selskabets administrerende direktør, Arvind Krishna.

    I et interview med mediet Bloomberg siger han, at IBM kan skære op mod 7800 stillinger i de kommende år, fordi arbejdet kan erstattes af kunstig intelligens.

    – Op mod 26.000 ansatte har intet med kunder at gøre. Jeg kan nemt se for mig, at 30 procent af dem bliver erstattet af kunstig intelligens og automatisering over en femårig periode, siger han.

    Derfor stopper selskabet nu med at ansætte nyt personale i de stillinger.

    /ritzau/AFP