Krigen i Ukraine presser den russiske demografi yderligere

    Krigen i Ukraine påvirker den langvarige demografiske krise, som Rusland befinder sig i. Det skyldes, at hundredtusinder af mænd enten er blevet mobiliseret til fronten eller flygtet ud af landet. Derfor er de ikke længere på det russiske arbejdsmarked.

    I forvejen har Rusland en lav fødselsrate.

    Styret omkring den russiske præsident, Vladimir Putin, har tidligere forsøgt sig med finansielle bonusser til russere, som fik mere end et barn, i håbet om at få befolkningen til at vokse.

    Putin har prøvet at få flere familier til at få flere børn ved at lægge vægt på familiemæssige og traditionelle værdier for at løse problemerne, som opfattes som en eksistentiel krise for Rusland på lang sigt.

    – Rusland mangler arbejdere, siger Alexei Raksja, som er demograf, til AFP.

    – Det er et gammelt problem, men det er blevet værre i forbindelse med mobiliseringen og masseflugten fra landet.

    Rusland har siden Sovjetunionens fald i 1990’erne kæmpet med den lave fødselsrate.

    Ifølge Raksja forlod 100.000 mænd Rusland i perioden fra februar til marts i 2022. Da Putin annoncerede en mobilisering i efteråret, rejste yderligere en halv million ud af landet, mener han.

    De russiske myndigheder har ikke givet et opdateret estimat på antallet af soldater, som er dræbt i krigen siden september. Dengang lød det fra den russiske forsvarsministerium, at 5937 var dræbt.

    I Vesten estimerer man, at omkring 150.000 er dræbt eller blevet såret i krigen på begge sider.

    Tabene på slagmarken kommer efter coronaviruspandemien, som ifølge demografiekspert Igor Jefremov ramte Rusland hårdt.

    Officielle tal indikerer, at omkring 400.000 døde som følge af coronavirus i landet, men det faktiske tal menes at være langt højere.

    Et studie lavet fra Higher School of Economics i Rusland i sidste måned viser, at Rusland skal tage mellem 390.000 og 1,1 millioner migranter ind hvert år indtil udgangen af dette århundrede, hvis landet skal undgå et fald i befolkningstallet.

    /ritzau/AFP