Rusland vil ifølge PET forsøge sig med nye spionmetoder i Danmark

    Krigen i Ukraine har øget Ruslands behov for, at landets efterretningstjenester kan levere oplysninger om “relevante forhold i stater som Danmark”.

    Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i sin årlige vurdering af spionagetruslen mod Danmark, Færøerne og Grønland.

    Ifølge kontraspionagechef Anders Henriksen var det et hårdt slag for Rusland, da man i starten af april sidste år udviste 15 russiske efterretningsofficerer fra Danmark.

    – Men det er samtidig vores vurdering, at Rusland fortsat har behov for oplysninger og informationer fra Danmark.

    – Spørgsmålet er derfor ikke, om Rusland spionerer mod os, men hvordan de vil gøre det, nu hvor deres spioner fra ambassaden er udvist, siger han.

    Det er ifølge PET særligt Danmarks overvejelser i forhold til sanktioner mod Rusland og dansk støtte til det ukrainske militær, der har russernes interesse.

    Særligt omkring den militære støtte til Ukraine er det sandsynligt, at den russiske spionage i Danmark skal bidrage til eksempelvis sabotage mod forsyningskæderne af militært udstyr.

    Den seneste tid har der været fokus på russisk spionage mod såkaldt kritisk infrastruktur. Det er blandt andet vindmølleparker og undersøiske internetkabler. Det nævnes også i den nye vurdering.

    Spionage kan ifølge PET give oplysninger, der kan “muliggøre fysiske sabotageaktioner”.

    Men efterretningstjenesten vurderer ikke, at det “på nuværende tidspunkt” er særligt sandsynligt, at fremmede stater vil udføre sabotage mod kritisk infrastruktur i dansk territorium.

    – Det er efter PET’s vurdering på nuværende tidspunkt mindre sandsynligt, at fremmede stater vil udføre fysisk sabotage mod kritisk infrastruktur, der befinder sig på dansk territorium, men trusselsbilledet kan ændre sig med meget kort varsel i tilfælde af en eskalerende konflikt.

    – Dele af den kritiske infrastruktur, som Danmark er afhængig af, ligger uden for dansk territorium. Det drejer sig blandt andet om undersøiske rørledninger og kabler, lyder det.

    /ritzau/