Tirsdag morgen samles toppen af fagbevægelsen, når forretningsudvalget i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) skal mødes.
Mødet starter klokken 7.30. Det skriver TV 2.
Det sker, efter at Lizette Risgaard, der søndag forlod sin post som FH-formand, er blevet anklaget for upassende adfærd.
Ifølge TV 2 skal udvalget blandt andet diskutere, hvor meget det haster med advokatundersøgelsen af forløbet.
Bosserne i landets største forbund, som er en del af forretningsudvalget, satte fredag advokatundersøgelsen i gang.
I alt sidder der 25 personer i udvalget, som blandt andre tæller formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen, FOA-formand Mona Striib samt HK-formand Anja C. Jensen.
62-årige Risgaard blev fældet af sager, hvor en række mænd stod frem i flere medier og anonymt fortalte om at have oplevet upassende adfærd fra den nu tidligere formands side.
Den grænseoverskridende adfærd havde stået på over en årrække, og den handlede for det meste om, at Lizette Risgaard havde svært ved at holde hænderne for sig selv.
De blev ifølge mændene ved flere lejligheder placeret på deres numse.
Lizette Risgaard endte med at meddele sit exit på Facebook søndag morgen.
/ritzau/