Cyklist var i kritisk tilstand efter trafikulykke i Køge

    En cyklist var mandag eftermiddag i kritisk tilstand efter en trafikulykke på Ringstedvej ved Køge.

    Det fortalte Thomas Hartmann, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, mandag kort efter klokken 17.

    Mandag aften er meldingerne fra hospitalet, at cyklisten ikke længere er i kritisk tilstand, men nu er stabil, fortæller vagtchefen.

    Ulykken skete i krydset mellem Ringstedvej og Vasebækvej. Det betød, at indadgående trafik blev omdirigeret, imens udgående trafik blev helt standset.

    Det skrev politiet på det sociale medie Twitter mandag eftermiddag.

    Vagtchefen oplyser, at det er en personbil og en cyklist, som var involveret i ulykken.

    Mandag aften er der heller ikke længere afspærret omkring ulykkesstedet.

    /ritzau/