FN holder uforstående Taliban-styre uden for krisemøde

    Repræsentanter for Taliban-styret er ikke inviteret med ved forhandlinger om Afghanistan, som mandag er gået i gang i ørkenstaten Qatar.

    Her har repræsentanter fra FN, USA, Kina og Rusland samt lidt over 20 andre lande og organisationer fokus på kvinders rettigheder i Afghanistan.

    I løbet af det to dage lange møde skal de især tale om, hvordan man kan lægge pres på Taliban og få de konservative islamister til at lempe på en lang række strikse regler for afghanske kvinder.

    Blandt andet har Taliban forbudt afghanske kvinder at arbejde i FN’s organisationer samt i nationale og internationale hjælpeorganisationer.

    Kvinder må heller ikke arbejde i job i den offentlige sektor. Og piger har – med få undtagelser – ikke lov til at læse videre efter grundskolen.

    En talsmand for Taliban afviser at koble det internationale samarbejde sammen med det afghanske styres holdning til kvinders rettigheder.

    Talsmanden, Bilal Karimi, sagde mandag, at Taliban ønsker et “positivt engagement med verden”.

    Men “interne spørgsmål” såsom kvinders rettigheder bør ikke spille en rolle i, hvorvidt andre lande vil anerkende Afghanistans regering og have diplomatiske relationer med landet, mener han.

    – De ting bør ikke bruges som politiske værktøjer, siger Karimi.

    En anden talsmand, Suhail Shahin, siger til det tyske nyhedsbureau dpa, at udelukkelsen af Taliban fra mødet i Doha er “diskriminerende og uretfærdigt”.

    – Vi skal have mulighed for at give udtryk for vores holdninger gennem deltagelse i sådanne møder, siger han.

    – Hvordan vil de føre deres beslutninger ud i livet, når vi ikke er med?

    Den militante gruppe tog magten i august 2021 efter at have smidt den regering, der var anerkendt internationalt, på porten.

    Siden har det konservative styre indført en form for sharialov, hvor kvinder lidt efter lidt har fået stadig færre rettigheder.

    FN har betegnet det som “apartheid baseret på køn”.

    Lørdag demonstrerede en mindre gruppe afghanske kvinder i Afghanistans hovedstad, Kabul, med opfordring til andre lande om ikke at anerkende Taliban-regeringen.

    I et åbent brev til mødedeltagerne i Doha skriver en sammenslutning af afghanske kvindeorganisationer, at de er “rasende” ved tanken om, at noget andet land vil overveje at have en formel relation til Taliban-regeringen.

    Både FN og USA har dog fastholdt, at en eventuel anerkendelse af Taliban-styret slet ikke er på dagsordenen ved mødet mandag og tirsdag i Doha.

    Endnu har intet land etableret diplomatiske forbindelser til den afghanske regering.

    Det er FN’s generalsekretær, António Guterres, der har indkaldt til mødet om Afghanistan.

    Ud over kvinders rettigheder skal de 25 lande og organisationer ved mødet også tale om blandt andet end indsats mod narkoproduktion og terrorisme.

    /ritzau/AFP