Tusindvis af passagerer, der rejser til og fra Københavns Lufthavn, er fortsat ramt af forsinkelser som følge af en faglig konflikt.
Det viser tal, som lufthavnen har sendt til Ritzau mandag.
Søndag var for eksempel 92 afgange forsinket i mere end et kvarter. Det svarer til 30 procent af afgangene. For ankomster var knap halvdelen – 116 – forsinket i mere end et kvarter. Det påvirkede i alt 28.000 passagerer.
Lufthavnen havde 75.400 passagerer søndag.
Fra Københavns Lufthavns side er håbet, at der snart kommer en løsning. Det siger trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt.
– Vi kan ikke aktivt løse problemet, men vi har en meget tæt dialog med Naviairs ledelse om konflikten, hvor vi prøver at presse på for, at de finder en løsning, siger han.
I lufthavnen er der problemer med flyvelederbemandingen.
Manglen skyldes især, at man ikke har fået antallet af ansatte op igen efter coronapandemien. Og det efterslæb kan nu mærkes.
Naviair, selskabet, som står for styringen af lufttrafikken, skal forsøge at finde en løsning med flyvelederne.
Selskabet har tidligere på sin hjemmeside beklaget forsinkelserne i lufthavnen og de gener, som de medfører.
Fredag den 28. april var 164 afgange forsinket i mere end 15 minutter. Det svarer til halvdelen af afgangene.
For ankomster var der tale om 217 og dermed 65 procent af ankomsterne. Ud af de samlede 88.000 passagerer var 48.000 påvirket.
– Vi har nogle travle dage, og i øjeblikket er det typisk fredag og søndag, siger trafikchef Kristoffer Plenge-Brandt og fortsætter:
– Så forbereder vi os selvfølgelig så godt som overhovedet muligt sammen med vores samarbejdspartnere for at give den mindst ringe oplevelse igennem lufthavnen.
/ritzau/