Kriseramte First Republic Bank bliver overtaget af storbank

    Finans- og bankkoncernen JPMorgan Chase opkøber størstedelen af kriseramte First Republic Bank.

    Det oplyser californiske myndigheder mandag ifølge Financial Times.

    Myndighederne oplyser, at banken lukkes, samtidig med at alle indlån og de fleste af bankens værdier overtages af JPMorgan, skriver mediet.

    Bankgarantifonden FDIC (Federal Deposit Insurance Corporation, red.) kunne med en kortvarig overtagelse af banken indgå en aftale med JPMorgan Chase om at dele tabene.

    Ifølge Financial Times vil alle indskydere i banken bevare adgangen til deres penge, når den åbner mandag morgen amerikansk tid.

    Det har tidligere været fremme, at amerikanske myndigheder havde bedt en række banker om komme med deres bedste bud på at opkøbe First Republic Bank.

    Efter kollapset hos Silicon Valley Bank og Signature Bank har der været set med bekymring på situationen i First Republic Bank.

    Med aftalen mellem de amerikanske myndigheder og JPMorgan Chase er First Republic Bank den tredje amerikanske finansinstitution, der krakker inden for to måneder, skriver Reuters.

    Ligesom Silicon Valley Bank er First Republic Bank specialiseret inden for særlige lån til især rige amerikanere.

    Om købet siger Jamie Dimon, som er bestyrelsesformand og administrerende direktør for JPMorgan Chase, ifølge nyhedsbureauet Reuters:

    – Vores regering inviterede os og andre til at træde til, og det gjorde vi.

    – Vores økonomiske styrke og forretningsmodel gav os mulighed for at komme med et bud, der gennemfører købet på en måde, som minimerer omkostningerne, siger han.

    FDIC estimerer, at aftalen vil koste bankgarantifonden i omegnen af 88 milliarder kroner. Det skriver Reuters.

    Den krakkede banks 84 kontorer åbner som afdelinger af JPMorgan Chase mandag, oplyser FDIC.

    /ritzau/