FN-organ genoptager arbejde i Sudan på grund af risiko for sult

    FN’s Fødevareprogram (WFP) genoptager arbejdet i Sudan.

    Det oplyser den administrerende direktør i WFP, Cindy McCain, på det sociale medie Twitter ifølge Reuters.

    – I forbindelse med, at krisen i Sudan skubber flere millioner mod sult, hæver WFP den midlertidige suspendering af arbejdet, skriver Cindy McCain på Twitter

    FN’s Fødevareprogram indstillede arbejdet i det konflikthærgede land i midten af april, efter at tre ansatte blev dræbt.

    – WFP genoptager hurtigt arbejdet med at levere livreddende assistance, som mange så desperat har brug for lige nu, lyder det fra Cindy McCain.

    WFP forventer, at 15,8 millioner mennesker kommer til at mangle mad i Sudan, fremgår det på FN-organets hjemmeside. Det svarer til knap en tredjedel af landets befolkning.

    Samme sted oplyser WFP, at fødevarepriserne i Sudan nu er 137 procent højere end samme tidspunkt sidste år.

    WFP beskriver situationen i Sudan som fortsat eskalerende.

    Kampene mellem den sudanske hær og den paramilitære organisation Rapid Support Forces (RSF) har stået på siden den 15. april.

    De to parter lavede et fælles militærkup i 2021. Efterfølgende er Sudans hær og RSF blevet uenige om, hvordan det afrikanske land skal gå fra at være et militært styre til et civilt styre.

    Et af punkterne, som parterne ikke kan blive enige om, er, hvordan RSF skal implementeres i den sudanske hær.

    Ifølge FN’s flygtningeorgan UNCHR er cirka 6000 personer flygtet fra Sudan til nabolandet Den Centralafrikanske Republik de seneste to uger. 20.000 er flygtet over Sudans grænse til Tchad, 4000 til Sydsudan og 3500 til Etiopien.

    Officielle tal fra Sudans sundhedsmyndigheder viser, at konflikten i landet har kostet over 500 personer livet og såret tæt på 4600.

    I øjeblikket er der våbenhvile mellem de to rivaliserende militære styrker.

    Den humanitære våbenhvile har stået på siden torsdag, men det har ikke stoppet den militære kamp i landet, som er koncentreret omkring hovedstaden Khartoum.

    /ritzau/