To kvinder og en teenagepige mistede søndag aften lokal tid livet i en trafikulykke i Maryborough i det østlige Australien.
Ulykken var ifølge politiet forårsaget af en 13-årig dreng, som kørte i en stjålet Mercedes-Benz.
Det skriver medierne ABC News og The Guardian.
Drengen er blevet sigtet for at have kørt hensynsløst og i den forbindelse at have forårsaget de tre dødsfald.
Ifølge australsk politi kørte drengen i sydgående retning ad Saltwater Creek Road omkring 22.45 lokal tid, da han påkørte en anden bil bagfra.
I den forbindelse blev den anden bil – en bil af mærket Holden – skubbet over i den modsatte kørebane. Her ramte den en Mazda.
Ved sammenstødet blev både føreren af Mazdaen, en 52-årig kvinde, samt en 17-årig pige, der sad bag rattet i Holden-bilen, dræbt.
Derudover blev en 29-årig kvinde dræbt på stedet. Hun var passager i den bil, som blev ført af den 17-årige pige. I samme bil var også en 23-årig kvinde, som overlevede, men fik alvorlige kvæstelser.
Efterfølgende har fungerende politichef Brad Inskip oplyst, at den 23-årige kvinde “kæmper for sit liv”, skriver ABC News.
Den ene af de omkomne var på vej hjem fra sit arbejde som sygeplejerske, har politiet oplyst. Flere af de paramedicinere, som ankom til ulykkesstedet, kendte hende personligt, skriver The Guardian.
Den 13-årige dreng slap selv fra ulykken med mindre skader i den ene fod.
Politiet formoder, at den Mercedes-Benz, som den 13-årige kørte i, blev stjålet tidligere søndag i Maryborough af drengen selv.
Maryborough ligger cirka 250 kilometer nord for storbyen Brisbane i delstaten Queensland.
Unge i Queensland må køre bil, fra de er 16 år. De kan dog ikke få udstedt et almindeligt kørekort, men et særligt “træningskørekort”, som indikerer, at de stadig er i gang med at lære at køre bil.
/ritzau/