Oliver Bjorkstrands Seattle Kraken slog natten til mandag dansk tid Lars Eller og Colorado Avalanche 2-1 i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.
Bjorkstrand scorede begge mål i sejren for Seattle Kraken. Med udesejren er Seattle Kraken videre i slutspillet i NHL.
Opgøret var den syvende og afgørende kamp mellem de to mandskaber, og Seattle Kraken overraskede stort ved at vinde serien med 4-3 i kampe.
Dermed er Lars Eller ude af NHL-slutspillet, og han kan komme i spil for det danske landshold til VM i midten af maj.
Colorado Avalanche var forsvarende Stanley Cup-mester, så det var lidt af en præstation af opkomlingene fra Seattle Kraken, der fik Bjorkstrand med på holdet inden denne sæson.
Bjorkstrands første mål kom i anden periode efter blot tre minutters spil, mens han igen fire minutter senere udbyggede føringen til 2-0.
Ved det første mål var pucken højt oppe i luften i skulderhøjde, da den på en eller anden måde blev bugseret i nettet. Bjorkstrand stod for afleveringen bag mål i den situation.
Bjorkstrand kom helt fri foran mål på et kontrastød ved det andet mål, og her viste danskeren præcision og skarphed, da han fandt pladsen oppe i højre målhjørne.
Colorado Avalanches eneste mål blev scoret af finske Mikko Rantanen, men det var ikke nok til at vende kampen.
Det var dog lige ved og næsten, at det tabende hold fik udlignet. To minutter inde i tredje periode nettede Colorado Avalanche igen, men det mål blev annulleret som følge af offside.
Seattle Kraken skal nu møde Dallas Stars i anden runde i slutspillet.
Også Carolina Hurricanes, som har danske Frederik Andersen i mål, er videre til anden runde af slutspillet.
Sydstatsholdet tog natten til lørdag sin fjerde sejr i første runde af slutspillet, da det besejrede New York Islanders med 2-1 efter forlænget spilletid på udebane.
/ritzau/