Scandinavian Star-ofre vil sagsøge Søfartsstyrelsen

    Scandinavian Star-ofre vil sagsøge Søfartsstyrelsen, oplyser deres advokat Mads Pramming.

    Det sker efter, at Søfartsstyrelsen fredag aften kunne oplyse, at de havde afvist de 20 overlevende og 11 pårørendes krav om erstatning for ulykken tilbage i 1990.

    – Det var en rigtig kedelig besked. De havde et håb om at blive taget alvorligt, og det føler de ikke, siger Mads Pramming om afvisningen af kravet fredag.

    – Mine klienter er helt vildt skuffede og kede af det.

    Derfor er næste skridt nu at stævne Søfartsstyrelsen, hvilket advokaten forventer vil ske inden sommer.

    – Det er den eneste mulighed nu. Det drøfter jeg med mine klienter, og det er jeg gået i gang med at forberede, siger han.

    Erstatningskravet blev fremsat i november sidste år. Her blev der krævet på hver af de berørtes vegne en godtgørelse på 450.000 kroner.

    Kravet kom, efter at en juridisk undersøgelse bestilt af Erhvervsministeriet i september konkluderede, at Søfartsstyrelsen skulle have foretaget en såkaldt havnestatskontrol af færgen i 1990.

    Undersøgelsen fandt, at styrelsen efter det eksisterende regelsæt kombineret med krav om forsvarlig forvaltning skulle have foretaget havnestatskontrol, inden skibet sejlede med passagerer første gang i Danmark.

    Der var 482 mennesker om bord på færgen den katastrofale nat, hvor 159 mistede livet ved en brand på færgen, da den var på vej fra Oslo til Frederikshavn natten til 7. april 1990.

    Mads Pramming siger, at afvisningen på erstatning fra styrelsen skyldes, at sagen er forældet. Det mener, han ikke er en holdbar forklaring.

    – De har jo ikke kunne komme før. Det er først nu, det er blevet afdækket. Det er helt skørt, siger han.

    /ritzau/