Mindst 17 mister livet i luftangreb mod flere mål i Ukraine

    Mindst 17 personer har mistet livet i russiske luftangreb rettet mod flere byer i Ukraine tidligt fredag morgen – herunder hovedstaden Kyiv.

    Det er den største russiske offensiv i næsten to måneder.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    To civile i den centralukrainske by Dnipro skulle ifølge byens borgmester, Borys Filatov, have mistet livet.

    Ifølge nyhedsbureauet AFP har borgmesteren oplyst på beskedtjenesten Telegram, at de dræbte er en ung kvinde og et treårigt barn.

    Mindst 15 personer har desuden mistet livet i byen Uman syd for Kyiv, hvor et angreb har ramt en boligblok. Blandt dem er to børn.

    Derudover er ni personer bragt til hospitalet, oplyser guvernøren i regionen Tjerkasy, Oleksandr Skitjko, ifølge Reuters.

    I løbet af natten til fredag og fredag morgen har Ukraine skudt 21 russiske missiler og to angrebsdroner ned. Det oplyser det ukrainske forsvarsministerium i en udtalelse.

    – Ukrainsk luftforsvar har nedskudt 21 ud af 23 missiler og to droner, skriver ministeriet ifølge AFP.

    Fra russisk side lyder det, at landets militær har rettet sine angreb mod militære mål i Ukraine.

    Det russiske forsvarsministerium siger ifølge AFP, at militæret har brugt langtrækkende præcisionsmissiler til at ramme ukrainske reserveenheder.

    Der er fredag eftermiddag ikke konstateret nogen dødsfald i forbindelse med de luftangreb, som ramte Kyiv.

    Angreb mod Kyiv er blevet sjældnere og sjældnere, efter at kampene mellem Rusland og Ukraine har koncentreret sig omkring den østlige del af Ukraine og i særdeleshed omkring byen Bakhmut.

    Så sent som i sidste uge besøgte den vestlige forsvarsalliance Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, Kyiv.

    Angreb finder dog stadig sted, og 22. marts i år endte et droneangreb mod hovedstaden med at koste tre personer livet i Kyiv-regionen. Et civilt område blev desuden beskadiget.

    Knap to uger forinden havde Rusland slået til mod adskillige byer i Ukraine. De ramte regioner var Kyiv, Kirovohrad, Dnipropetrovsk, Odessa, Kharkiv, Zaporizjzja, Lviv, Ivano-Frankivsk, Zjytomyr og Vinnytsja.

    Der var primært tale om angreb på infrastruktur og kraftværker.

    /ritzau/