Bortført 13-årig udtrykker taknemmelighed efter Meng-sigtelse

    Da en 13-årig pige fra Vestsjælland i forrige weekend blev fundet i live efter at have været meldt savnet i mere end et døgn, anede hun intet om, hvilken drejning sagen skulle tage.

    Den mand, som politiet har sigtet for at bortføre og voldtage hende, er siden blevet sigtet i en af de mest opsigtsvækkende drabssager i de senere år, drabet på Emilie Meng i 2016.

    Det var onsdag i denne uge, at politiinspektør Kim Kliver på et pressemøde kunne fortælle, at den 32-årige sigtede også er mistænkt i Meng-sagen, og nu reagerer den 13-årige pige via sin bistandsadvokat på den udvikling i sagen.

    – Der er meget stor taknemmelighed fra familien og fra min klient over for myndighedernes håndtering af denne her sag og over for offentlighedens store hjælp. Ikke mindst i lyset af, hvad vi lærte under pressemødet her forleden dag, siger bistandsadvokat Hari Aaby Mandic fredag til Ritzau.

    En bistandsadvokat er en advokat, der beskikkes af retten til en forurettet i sager om grov personfarlig kriminalitet

    Mens politiet efterforsker sagen, skal bistandsadvokaten give sin klient råd og vejledning. Bistandsadvokaten kan også være bisidder under eventuelle afhøringer hos politiet og i retten.

    Kommer det til en straffesag, vil det være bistandsadvokatens opgave at fremsætte eventuelle krav om økonomisk godtgørelse og erstatning på vegne af den forurettede.

    Hari Aaby Mandic oplyser, at han på nuværende tidspunkt ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen.

    – Nu har min klient og familien brug for ro til at bearbejde de tanker og følelser, der naturligt kommer efter det her, siger han.

    Den 32-årige mand, som er sigtet i sagen, er indtil videre kun fængslet på grundlag af de sigtelser, som er rejst mod ham i forbindelse med den 13-åriges bortførelse.

    Han er derudover sigtet for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng tilbage i 2016, og så er han sigtet for at have overfaldet og forsøgt at voldtage en 15-årig efterskolepige i Sorø i november i fjor.

    De nye sigtelser har endnu ikke været præsenteret for en dommer, og der er derfor ikke taget stilling til, om de er tilstrækkeligt begrundede til at kunne indgå i grundlaget for varetægtsfængslingen.

    Det vil først ske i det øjeblik, anklagemyndigheden måtte ønske dette og fremlægger de nye sigtelser for en dommer.

    Karina Skou er forsvarsadvokat og repræsenterer den 32-årige i sagen. Hun oplyste efter politiets pressemøde onsdag, at hendes klient nægter sig skyldig i de nye sigtelser.

    Den 32-årige erkender delvist sigtelserne i sagen vedrørende den 13-årige, men det er ikke oplyst, i hvilket omfang han er erkender.

    /ritzau/