Sygeforsikring dropper tilskud til vægttabsmedicin

    Sygeforsikringen Danmark vil fra 1. januar 2024 ikke længere generelt give tilskud til vægttabsmedicin.

    Det oplyser sygeforsikringen i en pressemeddelelse.

    Kun hvis et medlem via lægen har fået bevilget enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen, kan der opnås tilskud fra sygeforsikringen, oplyses det.

    Baggrunden er en markant stigning i tilskud til vægttabsmidler, blandt andet det populære Wegovy, som på kort tid er blevet det førende middel til vægttab i Danmark.

    – Stigningen i tilskud til vægttabsmedicin har siden årsskiftet desværre været i et sådant omfang, at Sygeforsikringen Danmark har været nødt til at se nærmere på, hvordan vi som forening bedst muligt sikrer vores medlemmer bredt set, siger administrerende direktør Allan Luplau.

    Sundhedsdatastyrelsen oplyste torsdag, at Wegovy nu er blevet det dominerende vægttabsmiddel blandt danskerne.

    Fra februar til marts er antallet af personer, der har fået indløst recept på midlet, steget med 49 procent.

    Det offentlige giver generelt ikke tilskud til Wegovy. Det har Sygeforsikringen Danmark hidtil gjort.

    Sygeforsikringens direktør har dog tidligere ytret bekymring for stigende udgifter til tilskud til vægttabsmedicin.

    Konsekvensen kan blive, at man vil standse eller reducere tilskuddet, sagde Allan Luplau 23. marts til DR.

    Beslutningen om at droppe det generelle tilskud til vægttabsmedicin skønnes at “reducere sygeforsikringens tilskud væsentligt til den meget dyre og livslange brug af vægttabsmedicin”.

    Det koster årligt mellem 17.000 og 31.000 kroner at bruge Wegovy. Alt efter, hvilken gruppe man hører under i Sygeforsikringen Danmark, har man hidtil kunnet få 25 til 50 procent i tilskud.

    Men muligheden ophører som nævnt fra årsskiftet.

    Fra 1. januar 2024 vil sygeforsikringen til gengæld gøre det muligt at blive optaget som medlem, selv om man tager medicin for at tabe sig.

    Det gælder, hvis man i øvrigt opfylder helbredskravene for optagelse og er sund og rask, fremgår det af pressemeddelelsen.

    Cirka 900.000 danskere lider ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen af svær overvægt.

    /ritzau/