Den amerikanske teknologi- og detailhandelsmastodont Amazon.com leverede sent torsdag aften dansk tid et bundsolidt regnskab for første kvartal.
Det skyldes ikke mindst en solid efterspørgsel på blandt andet onlineshopping, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Omsætningen steg ni procent til 127,4 milliarder dollar – 860 milliarder kroner – i første kvartal sammenlignet med 116,4 milliarder dollar i samme periode året før.
Det var over analytikernes forventninger på 124,7 milliarder dollar, skriver Bloomberg News ifølge MarketWire.
Driftsresultatet steg samtidig til 4,8 milliarder dollar fra 3,7 milliarder dollar i samme periode sidste år.
Det flotte regnskab sendte i eftermarkedet aktien i vejret med ti procent til 120,70 dollar.
– Der er meget at være tilfreds med i forhold til, hvordan vores teams leverer til kunderne – især midt i en usikker økonomi, udtaler administrerende direktør Andy Jassy i regnskabet ifølge MarketWire.
Amazon er også kommet med en betryggende prognose for andet kvartal.
Således forventer handelsgiganten en omsætning på mellem 127 og 133 milliarder dollar og et driftsresultat på mellem 2 og 5,5 milliarder dollar.
Her ventede analytikerne på forhånd en omsætning på 130,1 milliard dollar og et driftsresultat på 4,7 milliarder dollar.
/ritzau/