Anmeldere roser serie om sygeplejerske der forsøgte at dræbe

    Den danske Netflix-serie “Sygeplejersken” falder i god jord hos flere anmeldere.

    Heriblandt Avisen Danmark, som giver serien fire ud af seks stjerner.

    – “Sygeplejersken” brillerer med flotte skuespilpræstationer. Ikke mindst fra de to hovedpersoner: Josephine Park som sygeplejersken og Louise Bernth som hendes mistænksomme kollega, skriver anmelderen.

    Serien er kommet på streamingtjenesten Netflix torsdag og består af i alt fire afsnit.

    Den er baseret på sagen om sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, der arbejdede på Nykøbing Falster Sygehus.

    Hun blev i 2017 idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter.

    Det var hendes kollega, Pernille Larsen, som anmeldte hende til politiet.

    Det skete, efter at hun fandt beviser på, at Christina Aistrup Hansen gav nogle patienter alt for meget medicin.

    Instruktør bag “Sygeplejersken” er Kasper Barfoed. Han har tidligere instrueret filmen “Sommeren ’92” samt Netflix-serien “Kastanjemanden”.

    Også Soundvenue har anmeldt den nyudkomne serie.

    Her lyder det, at dens “allerstørste styrke er, at den handler mere om den modige sygeplejerske Pernille end Christina, der slog patienter ihjel under nattevagter på Nykøbing Falster Sygehus.”

    Desuden kalder mediet “Sygeplejersken” for “afsindigt bingeværdig” og giver den fem ud af seks stjerner.

    /ritzau/