Dronning Margrethe deltager den 9. maj for første gang i et officielt arrangement siden sin rygoperation.
Det sker, når dronningen er til stede ved Haandværkerforeningens Medaljeoverrækkelse.
Det fremgår af kongehusets kalender.
Arrangementet foregår på Københavns Rådhus.
Dronningen gennemgik en rygoperation i slutningen af februar.
I perioden efter operationen har kronprins Frederik varetaget flere af dronningens opgaver.
Efter operationen har dronningen vist sig offentligt.
Blandt andet ved et fakkeloptog den 12. april i Fredensborg, da dronningen ankom til Fredensborg Slot, og fire dage senere på balkonen på Amalienborg i forbindelse med sin 83-års fødselsdag.
Den 16. april genoptog dronning Margrethe officielt sine funktioner som regent efter rygoperationen.
Tre dage inden Haandværkerforeningens Medaljeoverrækkelse krones kong Charles i Storbritannien.
Her vil dronningen ikke være til stede, oplyste kongehuset i midten af april.
Det vil i stedet for være kronprinseparret, som deltager på vegne af det danske kongehus.
Kroningen i London er ikke det eneste arrangement, som dronning Margrethe har meldt afbud til. Heller ikke Grev Henriks konfirmation i Paris den 18. maj deltager dronningen i.
Grev Henrik er søn af prins Joachim og prinsesse Marie.
Afbuddene skyldes ifølge kongehuset den genoptræning, som dronningen gennemgår efter operationen i februar.
Det traditionsrige sommertogt med kongeskibet “Dannebrog” er blevet udsat til næste år. I juli var det planen, at sommertogtet skulle være gået forbi blandt andet Bornholm.
Sensommertogtet forventes at kunne gennemføres. Her skal dronningen forbi Vordingborg, Randers og Fredericia.
Seneste melding fra kongehuset er, at dronningens genoptræning går godt.
/ritzau/