Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget et lovforslag, der giver ekstra økonomisk støtte til blandt andre folkepensionister, der modtager ældrecheck.
Lovforslaget er en del af aftalen om inflationshjælp.
Alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance og De Konservative stemte for lovforslaget.
Netop de to partier var ikke med i aftalen om inflationshjælp fra februar, der beløb sig til omkring 2,4 milliarder kroner.
Af disse går omkring 1,1 milliarder kroner til modtagere af ældrechecken.
Aftalen kom i stand for at sikre hjælp til grupper, der er hårdt ramt af de stigende priser på blandt andet energi og fødevarer.
Inflationen steg gevaldigt i perioden efter Ruslands invasion af Ukraine sidste år.
Enhedslisten var heller ikke med i aftalen om inflationshjælp, men partiet stemmer altså for lovforslaget, der giver 5000 kroner ekstra i år skattefrit til folkepensionister, der modtager ældrecheck.
Beløbet forventes udbetalt i maj.
– Vi ønsker med hjælpen at give en håndsrækning til mennesker, der på grund af de høje priser har stået og fortsat står i en svær økonomisk situation.
– Samtidig skal vi sørge for ikke at puste yderligere til inflationen. Jeg mener, vi med dette lovforslag har fundet den rette balance, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
Aftalen om at give 5000 kroner ekstra til ældre har også mødt kritik.
Den borgerlig-liberale tænketank Cepos påpegede i februar, at modtagerne af ældrechecken ikke kunne betragtes som en udsat gruppe.
– En pensionist, der i dag modtager ældrecheck, og som ikke har arbejdsmarkedspension, og som bor til leje, får månedligt 15.000 kroner udbetalt efter skat ifølge Finansministeriets familietypemodel.
– Dette indkomstniveau ligger mærkbart over Danmarks Statistiks lavindkomstgrænse på 12.300 kroner. Og niveauet er højere end for blandt andet mange kontanthjælpsmodtagere, sagde cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos dengang.
Som en del af lovforslaget bliver der også tildelt et engangsbeløb på 1000 kroner til SU-handicaptillægsmodtagere og enlige forsørgere på SU.
/ritzau/